Et nyt kapitel

Denne blog post startede egetnlig bare som et opslag på min instagram, men jeg kunne mærke jeg pludselig havde en del på hjertet så nu vælger jeg at dele den med jer.

1 år tilbage

For 1 år siden lå jeg i min sofa, kæmpe gravid i uge 36, jeg var sygemeldt grundet smerter, hyppige plukveer og risiko for at gå for tidligt i fødsel. Men trods smerterne og risikoen synes jeg det at ligge på sofaen var mega irriterende. Jeg kedede mig, og når jeg keder mig så går jeg i køleskabet og trods det jeg ikke har taget sirligt på i nogen af mine graviditeter (max 5 kilo) så er alt det føde jo unødvendigt.

Hvad jeg ikke vidste var at om 48 timer ville jeg blive mor for anden gang, kun lige ramt ind i uge 37. Jeg kan huske jeg for præcis et år siden var glad i dag. For i morgen skulle jeg ud til vores fotograf og have taget de sidste graviditets billeder af min lækre mave, jeg nåede det, men jeg havde en mavepine så på vej hjem fra fotografen, ringede jeg til fødegangen og så gik hele møllen (læs min fødselsberetning lige her).

Jo tættere vi kommer på den 27. april (på fredag) jo mere kan jeg mærke at der kommer en tristhed frem i mig. Det at blive mor for anden gang er jo virkelig stort, men at blive mor for anden gang på de præmisser vi blev udsat for. Og når jeg siger vi mener jeg hele familien. Hele vores verden faldt fra hinanden. Det skal siges at jeg ønskede en hjemmefødsel, men fik et akut kejsersnit i uge 37 (fødslen var IKKE selv gået i gang). Og selvom man i dag kan komme hurtigt hjem efter et kejsersnit der ellers er problemfrit (det var mit) så blev det til flere måneders indlæggelse på blandt andet neonatal (Hillerød), Semi intensiv og Børnekirurgisk (Rigshospitalet). Derfor vil det blive svært for mig kan jeg godt mærke når minderne kommer frem på facebook de næste mange måneder.

MEN

Og der er altid et men, for jeg kan ikke blive holdt nede af denne tristhed, så må den ud på en eller anden måde. Og det tænker jeg der er flere måder at gøre det på. Når minderne kommer vil jeg tage dem op og snakke med familien om dem, og især den seje viking som i den grad er sin navn værdigt når man tænker på hvad han har stået model til når man ikke selvforskyldt får sig en lillebror som den stærke viking.

Men jeg har også tænkt mig at gøre noget for mig selv, og jeg snakker ikke om spabad og wellness. Nej jeg snakker om at jeg har i mit liv har tre enormt fantastiske og stærke drenge, og jeg har henkastet mig selv en hel del og måske jeg lige skulle få kridtet skoene og få noget mere energi så jeg kan give ligeså meget tilbage til mine drenge som de giver mig.

Det seneste år har budt på mange prøvelser og jeg har været igennem samtlige følelser jeg tror det er muligt at føle og jeg har også haft lyst til at give op (læs mere om det lige her, stærk læsning så er du advaret). Og jeg har på intet tidspunkt tænkt på mig selv i alt det her.
Det har Hillerød Kommune så bedt mig gøre ved at foreslå aflastning, og lige når man hører det ord så stiller man sig på bagbenene og tænker, hallo jeg kan altså godt tage mig af mit eget barn, men sandheden er bare den at et barn som den stærke viking kræver mere end et andet barn som er helt normalfungerende. Og derfor blev jeg overtalt til aflastning fordi JEG som mor skal lade op. Vi har haft aflaster på siden før jul, én gang om ugen, men jeg kan ikke overlade den stærke viking 100% og jeg har  kun været væk i det tidsrum det har taget mig at hente den seje viking 180 meter væk i børnehaven. Det har intet at gøre med at aflaster ikke er kompetent for det er hun i høj grad og den stærke viking er vild med hende. Hele familien er vild med hende, hun er noget helt for sig selv. Så det ligger i at jeg ikke kan give slip, MEN nu gør jeg det fanme.

Et nyt kapitel

Jeg har meldt mig ind i et fitness center, jeg vil ikke være denne sofarytter mere, jeg vil ikke tillade min krop at se sådan ud (man er jo aldrig tilfreds som kvinde) når jeg kun er fyldt 30, og jeg vil erhverve mig noget mere energi som jeg kan bruge på mine elskede drenge, de små vikinger såvel som høvdingen.

Og i dag er det den første træningstime, da aflaster kommer i dag og tager den stærke viking. Jeg er skræmt, men jeg glæder mig også.

Jeg har valgt at tage jer med når jeg nu starter dette nye kapitel, fordi jeg vil holde min motivation oppe. Jeg har derfor taget billeder af mig selv og fortæller jer nu at jeg gerne vil have en fladere mave (det vil vi alle jo), og have opstrammet mine lår. Jeg kan mærke jeg har INGEN muskelmasse, det der sidder der er fedt og jeg er ikke i tvivl for jeg lyder som en bøffel der er faldet om i et vandhul når jeg rejser mig fra gulvet…. jeg er 30!! Nu er nok nok.
Jeg vejer i dag 74 kilo, og selvom det ikke lyder af vanvittigt meget så er det mere end jeg har vejet højgravid!! (vejede 71,3 41+0 med den seje viking, og 72,6  i 37+0 med den stærke viking). Jeg er ikke ude efter et decideret vægttab, jeg er glad for at jeg faktisk endelig har nogle kilo på mig (vejede i min gymnasie tid 52 kilo og var konstant træt og dvask, kunne ikke tage på), jeg kan dog ikke benægte at der er nogle kilo der vil falde af, jeg vejede 67 kilo da jeg blev gravid med den seje viking, men jeg holder godt øje for jeg skal ALDRIG ned på under 60 kilo igen.

Som ekstra motivations booster har jeg taget billeder af mig selv, og så skal der satme være sket noget på den front om et par måneder! BUM!