Blod, sved og tårer

Det er præcis hvad det har krævet her i vores lille familie som pludselig blev til en anderledes kernefamilie end man lige sådan går og regner med.

I dag tager jeg jer igen præcis 1 år tilbage i tiden. Hvis vi tager den på klokkeslettet (21.49) så ligger jeg på fødegangen på Hillerød Hospital, høvdingen er hos mig og vi venter på en læge. Den seje viking er hos min storebror og hans familie, og aftalen lød på at han blev hentet når vi var blevet tilset af en læge.

Sådan skulle det jo bare ikke gå, for i morgen den 27. april (nærmere betegnet kl 3.36) ankommer den stærke viking til denne verden.
For mig er det vigtigt at I ved at den seje viking havde jeg afleveret INDEN jeg tog til fotograf den morgen for at få de sidste billeder, og der går nogle dage før jeg er ham igen. Den seje viking kommer på besøg på hospitalet hvor jeg den første gang var ren luft (normalt), men ellers så går det ok med at lege med legetøj på stuen og så videre.
Desværre blev vi overflyttet til Riget med den stærke viking og endnu engang tages den seje viking endnu længere væk fra sin mor, og denne gang også sin far. Vi bliver først genforenet igen som familie på det fantastisk Ronald McDonald hus som ligger på Rigshospitalet. Det gør vi to dage før den seje viking bliver opereret i sin lever.

Familie

Selvom det ikke var det familieliv vi havde håbet på så havde vi trods alt den seje viking hos os og det var virkelig tiltrængt. Selvom nogen vil mene et hospital ikke er noget for ham, så var vi så langt i udredningen af den stærke vikings situation at vi vidste at hospitaler slipper vi ikke får fremadrettet og så er det bare med at normaliserer det for storebror så hurtigt som muligt. Men vi kendte lynhurtigt den seje viking igen, han gør det bedste ud af alle situationer, fandt legekammarater på Ronald McDonald huset og vigtigst af alt han nød at have sin mor og far tæt på. På det her tidspunkt havde den seje viking allerede et ok forhold til sin lillebror, han var ikke direkte omsorgsfuld men han græd den dag han skulle opereres og da de hentede ham fra stuen gik han helt i spåner “det er MIN lillebror”. Vi fik fjernet fokus på den vanvittige operation vores yngste skulle igennem fordi vi fokuserede på storebror og det var faktisk rart, for lige i en sådan situation kan du som forældre ikke gøre en skid. Alt afhænger af læger, kirurger osv.

Det var nu slet ikke det jeg ville med dette lille skriv, jeg vil blot fortælle at selvom der var denne kærlighed FRA den seje viking til sin lillebror, så da han kom hjem blev denne kærlighed eller hvad det nu er til en frygt for den stærke viking. Det er jo ingen hemmelighed at den stærke viking har kastet enormt meget op. Vi som forældre forsægte alt vi kunne ikke at gøre det til noget specielt, men den stærke viking skreg jo i vilden sky, og den seje viking er jo ikke dum. Så denne frygt var uundgåelig. Vi forserede derfor intet på storebror, og vi påtalte bestemt heller ikke når han nærmest flygtede grundet opkast, vores 2017 var bare ikke en dans på roser.

“Hvornår skal den stærke viking sove hos os?”

På baggrund af denne frygt så ville vi som forældre også beskytte den seje viking, for han skal ikke tvinges til at elske en bror der hele tiden kaster op på ting, og som slet ikke er spor sjov  at lege med for da han var så vanvittig motorisk bagud. Vi samsover, og derfor lod vi også den stærke viking sove i stuen så soveværelset var helligt for den seje viking. Fuldstændig uopfordret og uden at tøve spørger den seje viking mig en dag om hvornår den stærke viking skal sove sammen med os? Lige ud over jeg var ved at bryde sammen i tårer så sank jeg dybt og spurgte “vil du gerne at den stærke viking sover hos os?”, den seje viking nikkede. Og jeg spurgte ydermere “vil du hjælpe mor med at samle hans tremmeseng så? så putter vi ham inde hos os i nat”, “ja”, kom det med det samme fra den seje viking. (i dag sover vi alle fire sammen i samme rum).

Og det er netop her vi kan mærke der er kommet et bånd imellem de to drenge. Nu skal det siges at den stærke viking har altid forgudet sin storebror. Når han har hørt hans stemme har han vredet nakken af led for at finde ham i rummet, men det var bare ikke gensidigt.

Brødre

Vi har aldrig presset på, vi har aldrig bedt den seje viking om at kramme hans lillebror, eller at nusse ham eller noget. Vi har ikke holdt dem adskilt men vi har leget med den stærke viking når han var til det og så leget med den seje viking når han var til det. Vi har som det eneste altid bedt den seje viking om at sige godnat til den stærke viking, men ikke med kram mm, blot “godnat den stærke viking” og ikke andet, og det har han gjort. Når vi har haft drengene på en mands hånd og den seje viking har ville lege, så har vi spurgt “må den stærke viking være med?”, nogen gange var det et nej andre gange et ja. og så er det bare at respekterer det. Lægge den stærke viking i sin tremmeseng, babyalarm på ham og gå på værelset med storebror. Om det så er rigtigt eller forkert kan man diskutere men vi synes at storebror har føjet sig nok, og det skal siges det kan tælles på én hånd hvor mange gange han har sagt at lillebror IKKE må være med.

Vi kan mærke for hver dag der går at de to brødre bliver mere og mere tætte. Den stærke viking er mere hjemme nu, det samme gælder også for mor der jo følger med den stærke viking når han er syg. Men jeg er ærlig talt pisse hamrende stolt af storebror, og også derfor han har fået titlen som den seje viking, for han er bare så pisse hamrende sej, han er kun 3,5 år gammel og for 1 år siden var han kun 2,5 år. Han har alt mulig grund til at hade sin lillebror højt og flot. Men nej, så sent som i dag og også dagene før det så er ordlyden “mor, skal vi lege sammen? Den stærke viking må gerne være med”, og i dag var helt speciel!!! For i dag sagde den seje viking “ej mor bare læg den stærke viking her, og så skal du tage et billede af os”. 

Og det gjorde jeg!!!!

I morgen fylder den stærke viking 1 år, fuck hvor har vi oplevet meget på det år, men lader os ikke slå ud. Høvdingen og jeg lever og ånder for vores små vikinger og det er sku dem der gør livet værd at leve.