Mens vi venter på en diagnose

Med livrem og seler

Vi har netop været forbi Rigshospitalet. Når jeg skriver forbi, betyder det at vi har været indlagt for så at blive udskrevet igen

Det hele startede tirsdag hvor Den stærke viking (ovenpå et par hårde nætter med hoste) vågner med en feber på 39,2. Taget Den stærke vikings galdevejsatresi i betragtning SKAL vi ringe ind på Riget hvis hans temperatur er 38,5 eller over. Fordi, vi står overfor en mulig leverbetændelse kaldet Cholangit.

Når vi ringer ind så lyder beskeden typisk ‘hej, den stærke viking har 39,2 i feber vi er på vej’. Høvdingen bryder sig ikke om at vi tager det offentlige når Den Stærke viking har feber så han kørte hjem fra arbejde for at kører os ind på Riget.

Da vi ankommer på Riget er der allerede bestilt blodprøver og vi starter med beskeden at det godt kan tage noget tid fordi de har travlt i dag. Jeg har lært at være tålmodig, jeg slipper kontrollen når Den stærke viking får feber og tænker i mit hoved ‘det kan tage 10 dage og sådan er det’. Jeg kan hverken gøre til eller fra og vi snakker om at hans lever muligvis er i fare, så kan jeg pakke alt min utålmodighed væk og bare lytte til sygeplejersker og læger, for de er der jo kun for at hjælpe ham.

Blodprøverne bliver taget, selvfølgelig ikke uden kamp for Den stærke viking ved godt hvad der sker når nogen holder hans hænder fast!! Og han bliver eddike sur!! Han kan råbe hele hospitalet op! Han er lige i den alder hvor man ikke kan forklare ham at det går hurtigt over, ej heller er han så lille at han lader sig stikke uden at kæmpe en brag kamp for at komme fri, og ærligt… Kan man bebrejde ham.

Efter blodprøverne er der ventetid, de bliver klar indenfor et par timer fordi tingene skal gå stærkt når vi snakker cholangit, og så kommer en læge typisk med svarerne.

Vi blev mødt af en læge lige tidligt nok, svarerne var ikke kommet endnu, og han ville derfor ikke undersøge den stærke viking, han ville vente til vi havde svar. Det synes jeg var fair nok. Så vi ventede, men så kom en sygeplejerske ind med svarene på prøverne.

Levertallene var fine og uændret, mens hans infektions tal var 26 (normal er mellem 0 og 10). De vidste ikke om hans infektionstsl ville stige, og i den stærke vikings tilfælde går man med livrem og seler. Så vi blev sendt ned til anæstesi for at få lagt drop, han skulle starte i antibiotika behandling, just in case.

Så kan man argumentere i mod at det virker lidt voldsomt, MEN jeg er helt enig med lægerne når de siger just in case. Fordi, hvis den infektion han har (øvre luftveje infektion snakkede de om) udvikler sig og måske rammer leveren som en cholangit så skal den slås ned så hurtigt som overhovedet muligt. En ting er hvis du og jeg får en lever infektion, vi bliver sikkert møgsyge og kræver behandling. Men den stærke viking har i forvejen en syg lever, en lever som allerede nu har 3% arvæv, det er ikke meget men det er der.

En cholangit som angriber en lever er farlig fordi leveren tænker, hvad helvede, nej nej, og så begynder den at danne arvæv for at slå den cholangit ihjel. Og her kommer det farlige, for arvæv kan ikke fjernes fra en lever! Så når først det er der så forsvinder det ikke igen. Og kommer der nok af det begynder vi at snakke skrumpelever.

Hvad??!! Skrumpelever på så Lille en mus, ja rigtigt, man hører kun om skrumpelever hos alkoholikere eller ældre, men det er hvad der kan ske for den stærke viking. Lægerne på Riget laver en just in case, for at undgå at cholangit overhovedet rammer!

Heldigvis har den stærke viking ikke haft en reel cholangit siden august 2017!! Og der blev den opdaget i tide så hans 3% arvæv ikke steg. Han havde 3% arvæv da han blev leveropereret i juni 2017, og det har ikke ændret sig siden, pyha!

Når så først droppet er lagt, og dette er heller ikke uden problemer, kan behandlingen gå i gang . De forsøgte i hånden men måtte opgive og prøve i albuebøjningen som lykkedes. Forsøget i albuebøjningen blev foretaget af hvad jeg mener er rigets absolut bedste anestæsi læge. Han er fantastisk, og kender den stærke viking.

Den stærke viking hader alt det pilleri og med rette men det Er vigtigt at jeg bevarer roen fordi ellers mister den stærke viking da helt troen på hospitalet. Efter det hele er sat op så falder den stærke viking typisk i søvn og det gjorde han også her, han er total udmattet. Men vi kan heller ikke gøre mere nu end bare vente. De næste blodprøver er først dagen efter og vi ventede på en læge. Der kom desværre ingen læge, der kommen sygeplejerske som blot overbragte informationer om at den stærke viking skulle i isolation fordi han havde noget med de øvre luftveje.

Jeg må ærligt indrømme jeg var ret skuffet over at en læge og en bagvagt, hvor bagvagten aldrig havde mødt den stærke viking, satte os i isolation uden at have lyttet på den stærke viking. Men jeg vælger at sige ok, for igen, så slap den stærke viking for mere roderi og kunne få fred.

Dagen efter blev blodprøverne taget tidligt og det var skønt. Og her er ventetiden bare om man er købt eller solgt. Er det det der hedder en falsk alarm, eller havde det udviklet sig til mere.

Timerne gik, Den stærke viking havde det okay, fordi droppet er lagt så skal sygeplejerskerne slet ikke nærme sig hans arm, de kan klare alt på dropstativet. Og Det begynder den stærke viking at forstå, det er super dejligt.

Ligesom Den stærke viking var gået kold til lur kom læge og sygeplejersker ind og fortalte at levertallene stadig var super fine. At det sikkert var en infektion i halsen, så vi måtte gå hjem igen, med en penicillin kur. Om en uge skal vi ind og have taget blodprøver for at være sikker på at det går den rigtige vej. Og vi er kun udskrevet med beskeden om at kommer der en feber igen så skal vi ind.

Yes vi taler virkelig om at gå med livrem og seler.

Her dagen derpå har den stærke viking sovet dejligt i sin seng. Han hoster mindre og mindre men er stadig meget snottet. Det er dejligt at være hjemme, der kan man hygge lidt mere, og vigtigst. Man er ikke i isolation…. Seriøst det hader jeg!

Jeg prøver hele tiden at være positiv igennem det hele. Det er ikke sjovt, men det er nødvendigt. Og det ved jeg, men her til morgen knækkede filmen, og det gør den faktisk hver gang vi er sendt hjem nu jeg tænker over det. For jeg har seriøst en dreng der ligner en stiknarkoman. Jeg tror ikke på det kan undgås fordi den stærke viking er umulig at stikke i, så tror virkelig han let får blå mærker. Det gør virkelig ondt på mig at se ham med de mærker…. Og det er altså noget jeg aldrig bliver vandt til, han er jo min lille mus, viking eller ej.

Hvor droppet har siddet, og hvor blodprøverne blev taget.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mens vi venter på en diagnose